Isbjørnens historie

Fritidshjemmet Isbjørnen startede den 10. oktober 1984 med plads til 40 børn mellem 7 og 14 år. Rammerne var de bedst tænkelige, byggeriet blev prisbelønnet som det bedste kommunale byggeri, og var smukt og funktionelt. Det er nu 23 år siden og byggeriet fremstår stadig med dejlige og brugbare lokaler for Storebjørns aktiviteter. En sidegevinst er, at det har været stort set vedligeholdelsesfrit, sammenlignet med vores tilbygninger.

I 1986 ændredes reglerne og fra oktober kunne børn kun gå i fritidshjem til og med 3. klasse. Det betød, at vi søgte om og fik en kluboverbygning til 20 børn i 1987. Behovet viste sig at være større, og vi voksede året efter til 30, og endnu en gang et par år senere til 40 klubpladser.

Isbjørnen stod for udvikling, projekter og pædagogisk kvalitet. Vi deltog i et udviklingsprojekt som hed: "6 til 13" som skulle kortlægge pasningsbehovet for de børn som blev tvangsudmeldt af fritidshjemmene, samt undersøge hvor de forsvandt hen, når de gik ud. Projektet endte for os med, at børnene på Isbjørnen kunne forblive fritidshjemsbørn, så længe vi sammen med forældrene, syntes det var det bedste for barnet.

Vi deltog også i projektet: "Børn som medborgere". Et projekt som Socialministeriet og de faglige organisationer startede for at bevidstgøre børnene om indflydelse, medbestemmelse og demokrati.

 

I midten af 90'erne manglede der institutionspladser til småbørn i det centrale Valby, og vi besluttede, at vi ville være en stor integreret institution med børn fra 1 til 15 år. Byggeriet stod færdigt i efteråret 1996, efter en barsk periode med overbelægning og udflytterkørsel til Boserup Skov. Lillebjørn startede, med 2 vuggestuegrupper og 2 børnehavegrupper, og samtidig blev fritidshjemmet udvidet med endnu 2 grupper.

De næste par år gik med at få huset ordentligt integreret. Det var vigtigt at få både brugere og ansatte til at føle, at det var ét hus med fælles kultur og pædagogik. Vores pædagogik blev ændret i retning af en fælles praksis, med udgangspunkt i "Den integrerende Baggrund". Metodikken går blandt andet ud på, at få barnets verdener til at hænge sammen og skabe sammenhæng mellem hjem og institution, samt at tage udgangspunkt i det enkelte barn og dets interesser: Vi blev belønnet med "Det er godt gjort" prisen, for vores arbejde med at få den nye store institution til at hænge sammen, både personalemæssigt og pædagogisk.

På trods af den store udvidelse, eller måske på grund af den, blev der problemer med klubpladserne. Det er indlysende, at når man udvider antallet af fritidshjemsbørn, giver det også større pres på klubben. Vores bestyrelse kæmpede sammen med os for at få flere klubpladser. Det lykkedes i to omgange. Først fik vi en midlertidig overnormering på 30 klubpladser, året efter blev den gjort permanent, og det begyndte igen at knibe med pladsen i huset. Sammen med Gadespejlet gjorde vi forvaltning og politikere opmærksomme på, at der manglede ordentlige klubforhold i det centrale Valby.

Endelig en vinterdag i starten af 2001 blev bestyrelser og ledelser fra de 4 institutioner som ville blive berørt af Eksempelprojektet på Porcelænsgrunden indkaldt til orienteringsmøde i Valby Bydel. Vi mødte op, spændte på hvad nyt der var, og om der nu også for klubbørnene endelig blev tænkt kvalitet!
Det viste sig, at vi skulle splittes i tre enheder, og flettes med Gadespejlet.

Vi opnåede ikke det optimale, nemlig at få lov til at leve videre som en stor familieinstitution. Der er dog kommet nogle løsninger, som vi alle kan leve med: